Der er ingen tvivl om, at Saddams regime havde begået usigelige forbrydelser, fx over for kurderne. Over for Bagdad var handling på en eller anden måde påkrævet. Samtidig var det indlysende, at Irak ingen umiddelbar trussel udgjorde hverken for sine naboer eller USA. Endvidere autoriserede ingen af Sikkerhedsrådets resolutioner en invasion. En forebyggende krig fremstod altså både som unødvendig og ulovlig. Kina kunne ikke åbent støtte et sådant forehavende. Ligesom de fire andre medlemmer af Sikkerhedsrådet med vetoret havde Kina også en moralsk forpligtelse til at bevare freden.
Men Kina havde også andre grunde til ikke at støtte krigen. Den første hænger sammen med dets egen afhængighed af olieforsyninger fra Mellemøsten, der blot vokser med den økonomiske udvikling. Hér i begyndelsen af det tyvende århundrede er sikringen af energiforsyningerne blevet strategisk vigtigt for Peking. USA’s angreb på Irak sås som en styrkelse af deres kontrol med og indflydelse på Mellemøstens rige olieforekomster.
Kina kunne dog ikke tage teten i krigsmodstanden, fordi de er bevidste om deres relative økonomiske svaghed i forhold til USA og afhængighed af samme (20 procent af deres eksport går dertil).
I Kina var der ingen offentlig debat om Irak, om legitimiteten af krigen eller de kinesiske lederes beslutninger desangående. De kinesiske lederes formodning synes at have været, at Bush-administrationen ville gå i krig med eller uden en FN-resolution. Formentlig var opfattelsen, at selv om man nedlagde veto sammen med Frankrig og Rusland i Sikkerhedsrådet, så ville det ikke stoppe USA, hvis syn på dets sikkerhed havde forandret sig dramatisk som følge af den 11. september.
Enhver afstemning i Sikkerhedsrådet efter resolution 1441 ville have endt i katastrofe. Efter at Frankrig, Tyskland og Ruslands stærke modstand kom utvetydigt til udtryk den 14. februar 2003, var det klart, at et mandat til at gå i krig ville der nedlægges veto imod. Alligevel søgte USA en tid at se, om de kunne få et ’moralsk’ mandat, såfremt de vandt de ni af Sikkerhedsrådets femten medlemmer for sig. Hvis det var kommet til en afstemning, havde Kina været i en ubehagelig politisk situation. At stemme for USA kunne de ikke, og en stemme imod dem kunne have alvorlige konsekvenser for de vigtige bilaterale relationer med USA. Hvis de afholdte sig fra at stemme, ville det diskreditere dem – de ville fremstå som små, principløse og frygtsomme over for et USA, der spillede med musklerne.
Det var til dels den kinesiske udenrigsministers fortjeneste, at Bush-administrationen blev gjort bevidst om, at de end ikke ville opnå de ni jastemmer. Sikkerhedsrådet undgik total splittelse, og Kina undgik en ubehagelig og muligvis konsekvenstung stillingtagen.

Nordkoreas formodede program for udvikling af atomvåben har udgjort og udgør fortsat en langt større udfordring for Kinas udenrigspolitik. Kina spillede en diskret, men afgørende rolle i løsningen af krisen i 1994, da Pyongyang og Washington stødte sammen omkring inspektioner af Yongbyang-atomværket. Men da Nordkorea over for James Kelly, undersekretær i afdelingen for Stillehavet og Fjernøsten, vedstod, at de ikke havde opgivet deres atomvåbenprogram, blev forholdet mellem USA og Kina endnu engang sat på prøve.¹
Bush-administrationen mente, at Peking sad inde med gode pressionsmidler over for Nordkorea og burde gøre brug af dem for alles skyld. Siden begyndelsen af 2003 har USA klaget over, at Kina ikke lægger tilstrækkeligt pres på Nordkorea. Visse amerikanske embedsmænd har med sarkasme endog argumenteret for, at Japan da også skulle have lov til at have et atomvåbenprogram.
I realiteten syntes Kina lige så lidt om Nordkoreas nukleare ambitioner som USA. Dets egen økonomiske udvikling har brug for fred og stabilitet i regionen. Spredningen af masseødelæggelsesvåben, og særligt til nabolande, er overhovedet ikke i Kinas interesse.
Nordkoreas atomvåbenprogram – også selvom det kan synes berettiget som en national forsvarsstrategi over for den amerikanske «trussel» – komplicerede sikkerhedssituationen i hele det nordøstlige Asien. Resultatet var en forværring af forholdet mellem Nordkorea og USA og en øget risiko for åben konflikt. Andre lande i området kunne tage anskaffelsen af atomvåben op til genovervejelse. En krig ville medføre enorme strømme af flygtninge. I et katastrofescenario med militære sammenstød måtte Kina enten vælge side eller se magtesløst til.
Det er klart, at Kina ikke med rette kan påstå, at det ingen pressionsmidler har over for Nordkorea. Kina menes at levere livsvigtig energi, fødevarer og kunstgødning etc. til Nordkorea. Leverancer der udgør mellem en tredje- og en fjerdedel af al kinesisk udlandshjælp. Men Peking må tage hensyn til alle involverede parters sikkerhedsinteresser. Som alternativ til opgivelsen af dets atomvåbenprogram burde Nordkorea få klare garantier, så det betryggedes i dets eksistens. Man skal heller ikke glemme, at Nordkorea mener, at det udgør en stødpudestat for Kina.
Siden foråret 2003 har Kina været diplomatisk engageret heri som aldrig før. De udenrigspolitiske viceministre Dai Bingguo og Wang Yi har været på adskillelige besøg i Pyongyang. Præsident Hu Jintao har skrevet til Nordkoreas Kim Jong-Il. Udenrigsminister Li Zhaoxing og viceminister Wang Yi har ligeledes været på rejse til Washington for at koordinere samarbejdet mellem de to lande over for Nordkorea. Endelig har Qian Qichen, ophavsmanden til Kinas nye diplomati, været på uofficielt visit i Nordkorea i 2003, formentlig for at få regeringen i Pyongyang til forhandle og diskutere med USA.

Kina har også haft æren for de sidste tre runder af samtaler for «de seks partier», der samlede USA, Rusland, Japan, Kina, Nord- og Sydkorea i Peking. Nedenstående gør rede for fire centrale træk eller elementer i det nuværende spil.
Den kinesiske ledelses rolle: Både den forrige præsident Jiang Zemin og den nuværende Hu Jintao har med egen person engageret sig i spørgsmålet. For tre år siden udtalte Jiang Zemin sig offentligt om Nordkoreas formodede atomvåbenprogram. I foråret 2003 skrev Hu Jintao til sin modpart i Nordkorea, at den bedste måde for Nordkorea at sikre sig ville være ved at udvikle sin økonomi og genoptage multilaterale diskussioner. Den præcise ordlyd af brevet er ikke kendt, men efter sigende skulle Hu Jintao have ladet Kim Jong-Il forstå, at han alene ville blive holdt ansvarlig for de ulykkelige konsekvenser, der ville blive resultatet af en afvisning af at deltage i diplomatiske forhandlinger.
Partiets centrale forbindelseskontors rolle: Hu Jintao har taget formandsstolen i det kinesiske kommunistpartis (KKP) lille gruppe for udenrigspolitik. Et lille magtorgan, der forbinder flere regeringskontorer og indtager en særstatus indenfor den kinesiske magtelite. Under minister Dai Bingguos formandskab sikrede organet sig solide arbejdsrelationer med mange magthavere jorden rundt. Derfor udnævntes han dengang til viceudenrigsminister. Indenfor partihierarkiet vil det sige, at de facto er det ham, der styrer udenrigsministeren. Det var Dai, der under sit besøg i Nordkorea i foråret 2003 overrakte Hu Jintaos brev til Kim Jong-Il, som siges at have overbevist ham om at genoptage multilaterale forhandlinger i Peking.
Det kinesiske militærs rolle: En del af det kinesiske militærapparat vurderer, at Nordkoreas atomvåben udgør en langt mindre trussel end Indiens arsenal af atomvåben. Nogle går endda så langt som til at argumentere for, at Kina fint kunne leve med et Nordkorea, der besad atomvåben. Det kunne sågar bidrage til at tøjle det amerikanske militær i Fjernøsten. For Kina er og forbliver Taiwan det centrale problem. Ifølge denne argumentation bør det kinesiske diplomati derfor træde varsomt og sikre, at den nordkoreanske stat overlever.
De forskellige pressionsmidler: På trods af afvisninger derom «lukkede» man reelt set for olieforsyningen til Nordkorea i foråret 2003 i tre dage. Officielt blev det sagt, at det blot skyldtes «tekniske problemer». Men konteksten gør, at man må tvivle på rigtigheden af den forklaring. Kina anstrenger sig for at finde balancen i et modstridende felt af interesser. For eksempel støttede Kina en resolution under et møde i det Internationale Atomenergiagentur (AIEA) om at bringe Nordkoreas formodede atomvåbenprogram op til diskussion i FN’s Sikkerhedsråd – et klart tegn på dets utilfredshed med dets nabo. Men i Sikkerhedsrådet foreslog Kina, at man undlod at diskutere spørgsmålet for at give tid og plads til yderligere diplomatiske anstrengelser. Efter den sidste forhandlingsrunde i august 2003, bebrejdede den daværende viceminister Wang Yi USA for mangel på initiativ og bevægelighed for at finde en løsning. Kina ønsker altså at blive opfattet som en upartisk og ærlig mægler, der arbejder for alles interesser – ikke som en stormagt, der blot tager vare på egne interesser eller USA’s ditto.

Selvom fremgangsmåden i den udenrigspolitiske beslutningsproces bliver stadig mere transparent, og den i stadig større grad er under indflydelse af kinesiske tænketanke og den offentlige mening, så er der stadig meget, som ligger hen i et uigennemskueligt mørke.
Og så alligevel, lige siden Kina har ment at befinde sig i en «periode med store strategiske muligheder», har dens udenrigspolitik været nemmere at forudsige. Kort sagt, Kina har prioriteret dets forbindelser til andre stormagter, hvor Nordamerika selvfølgelig er den vigtigste. Dette blev åbent erkendt under sommermødet i Beidaihe i 2002, hvor den tredje og fjerde generation af kinesiske ledere så tilbage på det sidste årtis turbulente forhold til USA.² Det nye lederskab kan forventes at fortsætte ad samme spor og møde kommende udfordringer med større erfaring og tålmod.
Den måde, som lederskabet reagerede i forbindelse med Irak- og Nordkoreakrisen, støtter denne antagelse. Wu Bangguo er præsident for folkeforsamlingen og nummer to i den fjerde generations hierarki. Hans besøg sidste år i Nordkorea gav næring til fornyet håb. Den 30. oktober 2003 erklærede Kim Jong-il sig parat til at deltage i endnu en runde af «samtaler mellem de seks» i Peking. Selvom man kan være sikkert forvisset om, at Pyongyang vil fortsætte sit specielle diplomatiske spil, så synes Kina nu at være i stand til at håndtere situationen. Et andet højt medlem af politbureauet, Li Changchun, besøgte Pyongyang i september 2004 for at overtale nordkoreanske ledere til at deltage i en fjerde forhandlingsrunde i Peking.
Hvad resultatet så end bliver, så er det muligt at identificere den dominerende tendens i den nye kinesiske udenrigspolitik: realisme i tjeneste for nationens interesser.